Ny Lighting Designer og ny belysningskonsulent

Ny Lighting Designer og ny belysningskonsulent skærper rådgiverprofilen hos Flash Light Group A/S 

Flash Light Group A/S begynder det nye år med at opruste i produktudvikling og virksomhedens produkttekniske kompetencer ved at ansætte en Lighting Designer. Designeren, Martin Calstrup, skal stå for lys- og energiberegninger og sammen med en ny belysningskonsulent opfylde kundernes ønsker for på især projekteringsområdet at få værdifuld rådgivning om de mange belysnings- og lysstyringsmuligheder, der er på markedet i dag og dem, som kommer i den nærmeste fremtid.

 

Udviklingen inden for belysning, lysstyring og sensorer går stærkt i disse år. Det sker i takt med, at man finder ud af, hvor vigtigt lys er for vores trivsel, især i vinterhalvåret på den nordlige halvkugle. Samtidig bidrager den teknologiske udvikling med muligheder for at få skræddersyede løsninger med f.eks. lysdesign og døgnrytmelys, som ikke fandtes for blot få år siden.

Det stiller ifølge Mette Stilling Tarnø, direktør for Flash Light Group A/S krav til lysleverandørerne om at følge med udviklingen – og gerne være lidt foran, så man kan sikre kunderne, at den løsning de investerer i nu, også er den bedste løsning fremover. ”Vi har valgt at opprioritere vores rådgivningsdel med Martin Calstrup, der som dygtig Lighting Designer vil løfte os, når det gælder produktudvikling samt rådgivning med lys- og energiberegninger, fordi det er de kompetencer markedet kræver i dag”, forklarer Mette Stilling Tarnø.

Martin Calstrup er ekspert i Dialux Evo og skal arbejde på alle projekter, hvor han tegner og beregner ud fra de ønsker og behov kunden har til deres belysning. ”Vi skal kunne rådgive om indendørs og udendørs LED-lys, lys til sikkerhed og lys til dekoration eller velvære samt fordelene ved det ene lysstyringssystem frem for det andet. Men vi skal naturligvis også hele tiden forbedre vores kundeservice, og derfor har vi også ansat en ny belysnings­konsulent, som skal servicere kunderne i grossistledet og hos elinstallatørerne på hele Sjælland”, fortæller Mette Stilling Tarnø.

Nye tider med nye kræfter

Med den nye belysningskonsulent tilbyder Flash Light Group A/S en langt mere aktiv kundeservice, hvor man tager ud og lytter til kundernes behov og ønsker på arbejdspladsen. Den nye belysningskonsulent, Mette ”Mimi” Clausen, kombinerer viden om lys med indretning og energioptimering fra en fortid i møbelbranchen og energibranchen.