Omstilling af den tunge trafik til elektrificering har fået mange hårde ord med på vejen fra bl.a. transportbranchen, men trods det kommer omstillingen til at gå hurtig, vurderer Rådet for Grøn Omstilling.
I deres fremskrivning er 25 procent af alle lastbiler i Danmark eldrevne, og dermed ser rådet klart mere optimistisk på omstillingen til eldrift end både Energistyrelsen og EU Kommissionen.
– De officielle tal i klimafremskrivningen fra 2023 undervurderer markant salget af el-lastbiler. Allerede nu er salget 5-6 år længere fremme end forventet. Derfor er der brug for et mere realistisk bud på udviklingen, så vognmænd og virksomheder ikke foranlediges til at tro, at omstillingen først kommer til at tage fart efter 2030, siger Daria Rivin, seniorrådgiver hos Rådet for Grøn omstilling.
Således var det Energistyrelsens forventning, at 1,5 % af salget i 2023 var ellastbiler, mens det i realiteten endte med at blive markant højere – over 6 %.
– EU har skærpet CO2-kravene til nye lastbiler med 50 % i 2030. I år kommer der lastbiler på markedet, der kan køre 500 km på en opladning, og senere i år kommer en ny ladestandard, hvor en el-lastbil kan lade fra 20-80 pct på 30 min. Alt dette betyder, at der hurtigere kommer god økonomi i en el-lastbil, og at vi får en betydeligt højere hastighed i omstillingen, vurderer Daria Rivin.
Kigger man godt ti år frem, er forskellene mellem de to fremskrivninger ret markant. Mens styrelsen forventer, at godt 20 procent af flåden er ellastbiler, er rådet helt oppe på mere end 50 procent.
– En ting er, hvad vi forventer der bliver solgt af elektriske lastbiler; en anden ting er, hvad der er nødvendigt – dels for at lastbilproducenterne kan leve op til EU’s CO2-krav til nye tunge køretøjer, dels for at leve op til EU’s klimamål. Vores fremskrivning er i overensstemmelse med begge dele, siger Daria Rivin.
Trods at rådet således ser en væsentlig hurtigere omstilling for sig, må det politiske niveau ikke slippe rattet, om så må sige.
– Vi har brug for større støttepuljer til el-lastbiler for bedre at matche de betydelige beløb, der gives i vores nabolande. Større byer skal kunne etablere nulemissionszoner. Og el skal ligestilles med biobrændstoffer som transportdrivmiddel,, påpeger Daria Rivin.
Kilde: Rådet for Grøn Omstilling.