Normalt forbinder vi solceller med store paneler på tage af huse, mens hvis de gøres bittesmå – altså meget små, kan de bruges til noget helt andet.
Postdoc Rasmus Schmidt Davidsen forsker i optimering af solceller. Nu vil han gøre blinde seende ved hjælp af solceller i mikrostørrelse.
På verdensplan er over to millioner mennesker blinde, fordi fotoreceptorerne i deres øjne ikke fungerer, som de skal. Fotoreceptorer er en særlig type celler, hvis funktion er at absorbere lys og sende elektriske signaler til hjernen. Når hjernen ikke modtager impulser fra fotoreceptorerne, oplever patienten at være blind. Det er den situation, Rasmus Schmidt Davidsen håber at kunne ændre med kunstigt syn.
Fotoreceptor i øjet opfører sig faktisk meget som solceller, og da vi så det, fik vi den idé, at vi kunne bruge noget af alt det, jeg har udviklet på solcelleområdet, til at lave en chip til blinde patienter, forklarer han, selvom der er en række udfordringer.
– Selv med de bedste solceller kan vi ikke lave en solcelle, der laver nok strøm baseret på det synlige lys. Desuden er vi begrænset til et solcelleareal på 3 x 3 millimeter, hvis kirurgerne skal kunne operere chippen ind. Og vi kan endda ikke bruge hele arealet, for der skal også være elektroder og huller i den, så vævsvæske kan flyde frit inde i øjet.
Problemet med manglende lys har andre forskningsgrupper heldigvis fundet en løsning på. Lyskilden kan f.eks. sidde i en brille i stil med Google Glass.
Til gengæld er der nogle biologiske udfordringer, som den unge postdoc først nu er blevet opmærksom på. Derfor er han også rigtig glad for det samarbejde, han har indgået med Toke Bek, der er ledende overlæge og klinisk professor ved øjenafdelingen på Aarhus Universitetshospital. Her har man ud over den lægefaglige viden også en ganske særlig aftale med en større dansk virksomhed.
– Vi udfører en masse forskning i øjensygdomme og har et godt samarbejde med Danish Crown, som leverer frisk væv fra grise, fortæller Toke Bek.
De friske griseøjne giver Toke Bek og Rasmus Schmidt Davidsen en unik mulighed for at afprøve solcelleimplantatet på levende væv, der minder om det, der er målet for projektet – nemlig menneskeøjne. Der kommer dog til at gå lang tid, før der rent faktisk kan foretages operationer af den type på mennesker. Implantatet vil da heller aldrig kunne give patienten et normalt syn, men når man er helt blind, vil det opleves som en kæmpe forskel.
Kilde: DTU