Som solcelleejer med årsbaseret nettoafregning kunne man så at sige “gemme” den strøm, som blev produceret i løbet af sommeren til brug i vinterhalvåret. Men det kan være slut nu. Energistyrelsen konkluderede før påske, at der ikke er hindringer i Elforsyningsloven for, at solcellekunderne med årsbaseret nettoafregning fremover kan afregnes time for time, også kaldet flexafregning.
På den baggrund har Energinet.dk sendt en opdateret metodeanvendelse for netop flexafregning i høring i el-branchen. Når høringsperioden slutter, vil Energinet gennemgå alle svar og input og vurdere, hvilke konsekvenser de skal have for metoden. Denne anmeldes efterfølgende til Energitilsynet for endelig stillingtagen og godkendelse.
Dermed bliver solcelleejere afregnet som alle andre el-kunder, og kommer med i planen om, at alle el-forbrugere inden 2020 skal have installeret en el-måler, der kan timeaflæse. Dog vil afgifter og PSO fortsat blive opgjort på årsbasis.
Metoden med fuld implementering af flexafregning på alle el-forbrugere vil have den konsekvens, at de ca. 80.000 årsnettoafregnede solcelleejere vil få en merudgift på ca. 200-500 kroner årligt, da de ikke længere afregner forskellen mellem forbrug og produktion en gang om året, men time for time.
Til gengæld kan de glæde sig over, at man generelt set er kommet et skridt nærmere et mere intelligent net, hvor det, modsat i dag, kan betale sig at finde de timer på døgnet, hvor strømmen er billigst. Det vil give et mere fleksibelt net, når alt – lige fra opvaskemaskiner over varmepumper til de kommende el-biler ikke nødvendigvis behøver at køre på samme tidspunkt.
Kilde: Energinet.dk