
Elbiler skal ikke bare fjerne CO2-udledning fra bilkørslen. De skal også være en integreret del af hele det fremtidige el-net, men før det kan blive en realitet, skal man først have den såkaldte V2G-teknologi i spil.
V2G – eller Vehicle To Grid, vil forvandle elbilen fra kun at være en bil til at være en energikilde på hjul, idet bilen kan sende strøm tilbage til nettet
Endnu er det småt med biler, der har den teknologi, men bl.a. Hyundai satser meget på det, og på sigt vil alle modeller blive udstyret med V2G.
I øjeblikket er det modellen Ioniq 5, som kan det, og bilen er med i nogle pilotprojekter, der foregår i Holland og Tyskland. Her tester man den tovejsopladning, som skal give bilen potentiale til at blive en central energikilde i hjemmet, samtidig med at den vil gøre det muligt at effektivisere energiforbruget.
Elbiler får større og større batterier. I fx den omtalte Ioniq 5 er der over 70 KWh netto. Det rummer energi nok til en gennemsnitsfamilies energiforbrug i cirka en uges tid. Og trenden går mod større og større batteri-pakker i personbilerne. De helt store ligger i dag oppe omkring 150 KWh.
Kilde: Hyundai

