
Energi- og telekoncernen Norlys har indgået en betinget aftale om at sælge en andel på 35 procent af sit fiberselskab Norlys Tele til et konsortium bestående af den hollandske pensionsfond PGGM og den franske energikoncern EDFs investeringsselskab EDF Invest.
Købesummen offentliggøres ikke, men der er tale om en af de hidtil største handler med et fibernet i Europa.
Vi er både glade og stolte. Da vi begyndte at grave fiber ned for snart 15 år siden, var det ikke alle, der kunne se rationalet. Nu har tiden vist, at det var en klog beslutning, men vi hviler ikke på laurbærrene, og det nye partnerskab skal sikre, at vi kan fortsætte den positive udvikling, siger Norlys’ bestyrelsesformand Jens Erik Platz.
PGGM og EDF Invest har begge solid erfaring med investeringer i fiberselskaber i lande som Tyskland, Frankrig, Holland og Belgien.
Med PGGM og EDF i ejerkredsen får vi frigjort kapital til andre strategisk vigtige projekter, herunder ikke mindst et muligt mobilopkøb. Men vi får også en partner, der kommer med en unik indsigt, som vi kan nyde godt af i den videre udvikling af vores fiber-aktiviteter, siger adm. direktør Niels Duedahl.
Norlys Teles fibernet dækker godt 700.000 husstande, primært i Jylland, og er dermed det største i Danmark. Det er målet at passere 1 mio. husstande ved udgangen af 2023, og Norlys graver nu også på både Fyn og Sjælland. Fibernettet er åbent for eksterne serviceudbydere, og slutkunderne kan frit vælge mellem blandt andre YouSee, Hiper, Telenor, Telia og Stofa.
Handlen er fortsat betinget af en endelig godkendelse i Norlys’ repræsentantskab, som behandler sagen på et ekstraordinært møde den 22. marts. Derudover er den betinget af en godkendelse fra Erhvervsstyrelsen efter reglerne om udenlandske investeringer.
Kilde: Norlys

