Lemvigh-Müller er kåret til “Eliteleverandør til det offentlige 2019” af Udbudsvagten. Det betyder, at stål- og teknikgrossisten er blandt de 1 procent største leverandører til den offentlige sektor. Stat, regioner, kommuner, forsyningssektoren og selvejende institutioner køber hver år for mere end 300 milliarder kroner af private virksomheder. Det er med andre ord et kæmpe marked, Lemvigh-Müller udmærker sig på – ved siden af sin kerneforretning, som er salg af stål og tekniske artikler til industrien, byggeriet og installationssektoren.
– Vi har en lang historik som totalleverandør til det offentlige og leverer alt fra belysning til befæstelse, værktøj, elteknik, værnemidler, kabler og stål. Det er alle varekategorier i vores sortiment på 350.000 varenumre, der er i spil, siger salgschef Allan Mikkelsen, Lemvigh-Müller.
Selvom det er de samme produkter, som grossisten sælger til sine B2B-kunder, så kræver samhandlen med det offentlige noget andet. Det er et kæmpe apparat af finde rundt i med politiske og administrative beslutningstagere – og så gælder der en række særlige, ufravigelige spilleregler.
For at få succes som leverandør til det offentlige, skal man sætte sig meget grundigt ind i udbudsbetingelser, kravspecifikationer og procedurekrav. Det er meget komplekst, og reglerne skal overholdes til punkt og prikke. Der er ikke plads til fodfejl, så er man ude. Det gør dog også nogle ting nemmere, at reglerne ikke kan bøjes, fortæller Allan Mikkelsen.
– Når man først er inde i varmen, er det ofte på den længere bane. Samtidig er der ikke de store udsving i markedet, for uanset om der er krise eller ej, skal sygehusene, skolerne og Forsvaret stadig driftes, så det er en stabil forretning, der er relativt uafhængig af konjunkturer.