
InstallatørGruppen, der blev grundlagt i 2023, er for første gang gået ud over landets grænser. De har købt to virksomheder i Schweiz – Rohr Gebäudetechnik AG, en virksomhed med speciale indenfor VVS, ventilation og køl/varme og W. Rokitzky AG, en virksomhed med kompetencer indenfor varme og ventilation.
I Schweiz hedder man i øvrigt InstallerGroup.
– Schweiz er strategisk udvalgt som InstallatørGruppens andet marked, fordi den schweiziske økonomi er en af de mest stabile og produktive i Europa. Derudover stemmer den schweiziske virksomheds- og arbejdskultur meget godt overens med vores, fortæller Niels Meidahl, Group CEO i InstallatørGruppen.
– Den schweiziske installationsbranche er stadig meget fragmenteret. Vi ønsker at drive konsolideringen i bygningsteknologisektoren og at etablere en stærk tilstedeværelse i Schweiz i de kommende år, forklarer han.
InstallatørGruppen består i dag af i alt 39 virksomheder.
Alle virksomheder i gruppen fortsætter deres etablerede lokale forretninger som før, mens InstallatørGruppen tilfører strategisk støtte og ressourcer.
Kilde: InstallatørGruppen