Force Technology og DTU har indgået samarbejdsaftale om gensidig brug af testfaciliteter og kompetencer til storskala mekaniske test af kæmpe komponenter som elmaster og vindmølle-tårne. Samarbejdet, som omfatter avancerede testanlæg, skal være med til at sikre Danmark en international førerposition som testland.
Med aftalen er det muligt at tilbyde højtprofilerede danske og internationale kunder en sammenhængende adgang til unikke testfaciliteter og knowhow om afprøvning af materialer og konstruktioner.
Samarbejdsaftalen omfatter Force Technologys Lindoe Component and Structure Testing og DTU’s Villum Center for Advanced Structural and Material Testing. Aftalen giver partnerne adgang til høj faglig viden og praktiske testfaciliteter med avanceret udstyr. Eksempelvis et 900 m3 stort klimakammer, hvor kæmpe komponenter, konstruktioner og funktionssystemer kan testes i et realistisk, atmosfærisk havklima med temperaturudsving, fugtpåvirkning og salttåger.
– Vores fælles testfaciliteter er ikke bare ekstremt fleksible men også understøttet af et forskningsmiljø i verdensklasse – hvilket muliggør opbygningen af skræddersyede test-setups og løsning af krævende opgaver – både hvad angår den egentlige prøvning og den efterfølgende tolkning, siger Henrik Stang, Centerleder, Villum Center for Advanced Structural and Material Testing, DTU.
Samarbejdsaftalen sikrer, at parterne fremadrettet opretholder et unikt viden- og testmiljø, hvor forskning og teknisk viden kombineres med praktiske kompetencer indenfor mekaniske test. Dermed udbygges det strategiske samarbejde mellem de danske GTS-institutter og universiteter, der tiltrækker udenlandske virksomheder og sikrer danske virksomheder nærhed til en sammenhængende indgang til excellente miljøer.