Med en stigning på hele 455 procent, har salget af elbiler taget fart. Procenttal er altid imponerende, når det handler om små størrelser, for i reelle tal er det gået fra 76 solgte biler i maj 2018 til 422 biler, på tværts af alle mærker, i maj i år. Det bringer ikke elbilerne op i salgstoppen, hvor VW polo sidder med over 900 solgte styk.
Men det viser en klar tendens til, at bilkøberne har taget elbilen til sig. Nu skal elnettet bare kunne følge med, og her ser det til gengæld ikke så godt ud.
– Som det er i dag, er kapaciteten på det danske elnet ikke stor nok til at håndtere den megen nye aktivitet, som ikke bare er på vej, men allerede er her, fastslår Lars Bonderup Bjørn, der er administrerende direktør i EWII-koncernen.
Stort set alle elbiler er så populære, at der er lang ventetid på dem. Og mens det er surt for den enkelte, så er det måske meget godt for elnettet. Det giver i hvert fald en knap så stejl stigning i biludbredelsen, som man kunne have risikeret. Det betyder til gengæld ikke, at man kan slappe af med planerne for nettet. Som Dansk Energi viste i en analyse, så kommer de mange nye elbiler ikke uden en pris, og den er dyr. Regningen ligger i milliardstørrelsen – lidt afhængig af, hvordan opgraderingen udføres. Alternativet kan være strømsvigt.
Og vi er ikke alene. I Sverige slås de med nogle af de samme problemer. Landet har strøm nok, men ikke kabelkapacitet til at få det transporteret fra nord, hvor meget el bliver produceret, til de sydlige dele, hvor forbruget er størst.
Der er dog håb forude for det danske net, mener EWII-direktøren.
– En komplet opgradering kommer til at koste mange milliarder – men vi kan reducere omkostningerne, hvis vi begynder at tænke i smarte løsninger, og løbende inddrager ny forskning og digitalisering i omstillingen.
Kilde: EWII