
En stigning i elforbruget er normalt ikke noget, der jubles over, men sådan er det faktisk ved elforbruget i 2025, der i 2025 lå på cirka 39.500 GWh. Det er fem procent højere end 2024.
Stigningen skyldes især et øget elforbrug til produktion af fjernvarme samt stigning i det private elforbrug, og dermed er stigning et udtryk for, at samfundet er ved at blive elektrificeret.
Ser man nærmere på stigningen i det private forbrug, er den særligt markant om natten og midt på dagen, hvilket givet skyldes opladning af den stadigt større park af elbiler. Elforbruget er derfor i høj grad øget igennem mere fleksibelt forbrug, der bidrager til den grønne omstilling igennem øget efterspørgsel i de tidsrum, hvor efterspørgslen – og elprisen – typisk er lavest.
– Det er rigtig godt, at elforbruget stiger, fordi vi skal have grøn strøm til at erstatte benzin, diesel, olie, kul, naturgas og andre fossile brændsler. Vi havde gerne set, at den grønne omstilling bare buldrede afsted af sig selv i endnu højere fart, men de senere år har det haltet lidt med elektrificeringen – der er godt nok sat fx mange nye solceller op og generelt er kommet mere grøn el, men elforbruget er ikke helt fulgt med. For at skubbe yderligere på elektrificeringen har vi sat en række initiativer i gang, der skal skabe mere sikkerhed i markedet og få flere til at udskifte fossil energi med grøn elektricitet, siger Kim Willerslev Jakobsen, direktør i Energinets Systemansvar.
Energinet har blandt andet foreslået loft over tarifferne for elforbrug frem mod 2030 for at skabe større investeringssikkerhed for virksomheder, der vil udskifte en fossil energikilde med elektricitet.
Produktionen af grøn elektricitet fra solcelleparker og vindmøller er i 2025 samlet faldet med 3,5 procent. Selv om produktionen fra stadigt flere solceller (+1000 MW i 2025) slår ny rekord i 2025, har det ikke kunnet opveje, at vindforholdene til elproduktion har være ringere i 2025. Og de har ikke i samme grad udnyttet den stort set uændrede samlede bestand af vindmøller.
Kilde: Energinet

