Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 16 procent af de danske hjem har elektronisk styring af el og varme. Det er en fremgang, selvom der stadig er et stort potentiale. Ikke mindst med tanke på, hvor stor en del af vores samlede energiforbrug, der stammer fra vores boliger.
Og det er ikke teknologi, der skræmmer. Vi har omfavnet mange andre, nye teknologier, men det er ofte billigere, enkeltstående og mere overskuelige teknologiformer som telefoner og smartere køkkenmaskiner.
At få et “smart” hjem ses måske mere som nice-to-have, frem for need-to-have, selvom det kan få stor betydning for indeklimaet og faktisk også for, at Danmark som samfund kommer frem til den massive reduktion, der er lagt op til fra politisk hold. En stor del af vores og samfundets energiforbrug, omkring 40 procent, stammer fra bygninger under et – og dermed også private hjem.
– Vi kan jo se, at 40 procent af Danmarks samlede forbrug stammer fra bygningerne – herunder også private hjem. Så i den grønne sags tjeneste er det vigtigt at åbne boligejernes øjne for de gevinster, man kan hente ved at styre energiforbruget intelligent. Derved sikrer vi lavere energiregninger og mindre CO2-udslip, samtidig med at vi samlet set bruger energien mere effektivt, siger Simon O. Rasmussen, underdirektør hos Tekniq Arbejdsgiverne.
Kilde: Tekniq Arbejdsgiverne