Store danske og svenske virksomheder, offentlige samarbejdspartnere, universitetsverden og netværks- og innovationsorganisationer går sammen om at løse en af den grønne omstillings store udfordringer: At bruge den vedvarende energi fra sol og vind intelligent og fleksibelt og dermed reducere landenes samlede CO2-udledning.
Initiativet hedder ”Innovations-Hub for Intelligente og Fleksible Energiløsninger i Greater Copenhagen” og består af 12 stærke partnere.
Vi har i Greater Copenhagen allerede en unik dansk-svensk position inden for intelligente energiløsninger. Men vi skal kæmpe for at være i front inden for intelligent brug af vedvarende energi. Dette initiativ vil fremme samarbejdet mellem virksomheder, iværksættere, offentlige institutioner, netværksorganisationer og energileverandører, siger Heino Knudsen, Regionsrådsformand i Region Sjælland og talsperson for Greater Copenhagen Green.
Den nye innovationshub vil arbejde på tværs af hele innovationskæden for at finde nye løsninger inden for energi og digitalisering. Det indebærer også en forventning om at kunne få lov til at arbejde i en testzone med udvalgte undtagelser fra nuværende regulering på området, så nye forretningsmodeller og muligheder for global eksport kan udvikles.
Innovationshubben er det første initiativ i Greater Copenhagen Green, der skal sikre den dansk-svenske region en verdensledende rolle i grøn omstilling og bæredygtig vækst. Den nye innovationshub giver mulighed for at udvikle, teste og demonstrere nye intelligente energiløsninger på tværs af sundet.
Vi har mange verdenskendte demonstrationer af innovative løsninger i vores living labs. Samtidig har vi store muligheder for at udvikle fremtidens smarte og bæredygtige energiløsninger til brug både lokalt og globalt. Det kan vi gøre ved at trække på hinandens ekspertise og teknologiske kompetencer i et tværgående dansk-svensk samarbejde i Greater Copenhagen, siger Peter Danielsson, borgmester i Helsingborg kommune og talsperson for Greater Copenhagen Green.
De 12 partnere bag initiativet er:
Greater Copenhagen
Gate 21
Energy Cluster Denmark
Sustainable Business Hub
Malmö Stad – Sege Park
E.ON – Hyllie og Det Urbana Simris
Lolland Kommune – Renewable Energy Lolland (REEL)
BEOF – Bornholm Energy Lab
PowerLabDK
EnergyLab Nordhavn
Öresundskraft – Östra Ramlösa Helsingborg
Kilde: Greater Copenhagen