Trods Covid-19-pandemien formåede virksomheden Better Energy at fordoble omsætningen og øge overskuddet før skat til 32 mio. kr. i løbet af 2020. Selskabet står styrket til den planlagte ekspansion i Sverige og Polen de kommende år.
Omsætningen steg til 1.066 mio. kr. og bruttoresultatet landede på 149 mio. kr., hvoraf størstedelen blev placeret i virksomhedens egne solcelleparker.
Når vi placerer en stor del af bruttoresultatet i vores egne solcelleparker, så gør vi det for at sikre det bedst tænkelige udgangspunkt for at producere mest mulig grøn strøm i årene fremover, forklarer adm. direktør i Better Energy Rasmus Lildholdt Kjær.
I løbet af året fuldførte selskabet fem nye danske solcelleparker med en samlet kapacitet på 154 MW, som bl.a. forsyner Chr. Hansen og Google med grøn strøm. Udover den grønne elproduktion i Danmark, så byggede Better Energy også to nye solcelleparker i Polen med en kapacitet på 60 MW og en solcellepark i Sverige på 12 MW.
Centralt for fremgangen i 2020 står indgåelsen af strategiske partnerskaber. I 2020 indgik selskabet flere vigtige partnerskaber, heriblandt med Nykredit og Industriens Pension.
Partnerskabet med Industriens Pension indebærer bl.a. en samlet investering på godt 4 mia. kr. og at ca. 400.000 danske pensionsopsparere bliver medejere af solcelleparker. Disse partnerskaber sikrer, at Better Energy står betydeligt stærkere i forhold til den fortsatte udbygning af solkraft.
I 2020 fuldførte vi vores transformation fra VE-udvikler til et selvstændigt og integreret energiselskab. I stedet for at fokusere på at udvikle og frasælge solcelleparker, fokuserer vi nu på at producere og sælge grøn strøm. Det er et afgørende skridt, vi har taget, siger Rasmus Lildholdt Kjær.
Ved udgangen af 2020 har Better Energy ca. 450 MW energikapacitet under opførelse og en pipeline på ca. 6 GW.
Kilde: Better Energy