
Med en gennemsnitspris på ca. 4,1 øre per kilowatt-time, var tirsdag den 5. august dagen med den hidtil laveste gennemsnitspris i 2025.
Til gengæld var august den måned, hvor prisen svingede mest siden det tidligere forår. Det kan ses ved, at man den 28. august toppede med en døgnpris på ca. 86,9 øre per kilowatt-time. Det vil sige en forskel på ca. 83 øre – før skatter, afgifter, tariffer mv.
– Det er ikke usædvanligt med store prisforskelle henover én måned. Men prisforskelle i den størrelse ser vi dog oftest i vintermånederne, hvor elforbruget og dermed efterspørgslen efter strøm, er størst, siger Josefine Walter, der er kommerciel direktør i Andel Energi.
Det gælder også for 2025. I alle årets første tre måneder var der mere end 90 øres forskel i elprisen mellem den dyreste og billigste dag.
– Jo mere vi dykker ned i tallene, kan vi se, at svingende elpriser ikke kun er et vinterfænomen. Alene her i august måned har vi set 31 timer med elpriser under 0 øre, men også 33 timer med elpriser over 100 øre før skatter og afgifter. Der er derfor al mulig grund til at være fleksibel i sit energiforbrug og bruge strømmen, når den er billigst, siger Josefine Walter.
Gennemsnitsprisen for august landede på 56,6 øre. Lidt lavere end årsgennemsnittet på 60,6 øre.
Kilde: Andel Energi