Så er det atter tid til at søge midler i bredbåndspuljen. Det er fjerde gang, der uddeles midler til de områder, der er hægtet af den digitale motorvej, og denne gang er der 100 millioner kroner i puljen.
Bredbåndspuljen er først og fremmest målrettet landdistrikter og tyndt befolkede områder, hvor teleselskaberne er tilbageholdende med at rulle hurtigt bredbånd på kommerciel basis. Desuden skal en ansøgning dække mindst to adresser, og man skal bo et sted, hvor den mulige hastighed på ens nuværende internet ikke er højere end 10 Mbit/s download og/eller 2 Mbit/s upload.
I 2018 blev der givet tilsagn om tilskud til 91 projekter med ca. 4.500 adresser, hvoraf godt 98 procent ligger i landzone. Det er Energistyrelsen, der administrerer puljen, og den åbnede for ansøgninger den 30. april.
– Det er regeringens målsætning, at alle skal have adgang til en god bredbåndforbindelse. Det er helt afgørende for, at man kan bo og drive virksomhed over hele landet. Hurtigt internet er en vigtig forudsætning for, at vores børn kan aflevere deres lektier, at man kan handle på internettet og i det hele taget få en familie til at fungere fornuftigt, siger minister for teleområdet Lars Chr. Lilleholt (V).