Grøn energi er en dansk eksportsucces, men det kan gøres meget bedre. Målet fra regeringens side er derfor at gøre Danmark til en reel supermagt på området. Og med klimaaftalen i Paris ligger der store investeringer og venter. Faktisk skal der investeres for over 13.000. mia. dollars frem mod 2030, og den kage skal Danmark have en pæn del af.
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt har siden klimaaftalen blev indgået sidste år, været i tæt dialog og holdt en række eksportmøder med energibranchen og erhvervslivet om at styrke eksporten af dansk energiudstyr og services. Nu er regeringen klar med penge til en samlet eksportstrategi, som ministeren vil præsentere i løbet af efteråret.
– Med klimaaftalen i Paris skal hele verden i gang med grøn omstilling. Eksportstrategien er en offensiv plan for at stille dansk erhvervsliv endnu stærkere i den globale konkurrence om at erobre markedsandele til gavn for eksport, vækst og danske arbejdspladser. Vi er europamestre i eksport af energiteknologi, og nu skal vi blive endnu bedre. Eksportstrategien skal hjælpe til med at gøre Danmark til en grøn eksportsupermagt og vores virksomheder til de foretrukne samarbejdspartnere ude i verden, siger Lars Chr. Lilleholt.
Strategien skal udarbejdes i tæt samarbejde med energisektoren og erhvervslivet, og det endelige indhold og økonomiske ramme for strategien bliver præsenteret i efteråret. Ministeren løfter allerede nu for nogle af elementerne i eksportstrategien, herunder at der afsættes 10 mio. kr. over en treårig periode til at samarbejde med tre af vores vigtigste eksportmarkeder:
For det første skal Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets myndighedssamarbejde på energiområdet udvides fra syv til elleve samarbejdslande. De nye samarbejdslande bliver USA, Tyskland og UK, som finansieres med 10 mio. kr. over en treårig periode på finansloven. Der planlægges desuden indledt et nyt energisamarbejde med Etiopien. Indsatsen vil foregå i tæt samarbejde med Eksportrådet i Udenrigsministeriet og ambassader og handelskontorer i de udvalgte samarbejdslande.
For det andet skal teknologikomponenten i de eksisterende myndighedssamarbejder med syv vækstøkonomier styrkes.
For det tredje skal der mere fokus på EU-samarbejdet som platform til at fremme regulering og policy til gavn for eksport af dansk teknologi og løsninger på energiområdet.
Endelig skal Danmarks deltagelse i energiforskningens ”Champions League” med 19 andre lande i ”Mission Innovation” styrke samspillet mellem energiforskningen og eksporten.