Den har et voldsomt højt energiforbrug og lyset er både halvdårligt og ufokuseret, men skidt med det – en del danskere vil bare ikke slippe glødepæren. 750.000 danskere har stadig et lager af glødepærer liggende, viser en undersøgelse foretaget af Epinion for Deloitte. Her siger 16 procent, at de stadig har et lager af glødepærer derhjemme. En blanding af hamstretrang og nostalgi, mener partner i Deloitte Bo Odgaard, der er revisor for en lang række el-installatører.
– Glødepærerne går jo helt tilbage til Thomas Edisons tid i slutningen af 1800-tallet, så måske er det ikke overraskende, at danskerne har svært ved at slippe de gamle lyskilder, hvis lys har fyldt stuerne siden vores tipoldeforældres tid, siger han.
Det er ellers efterhånden fire år siden, at EU besluttede at fjerne de matte glødepærer fra markedet. Det åbnede op for flere energirigtige alternativer, bl.a. LED, som i dag sagtens kan fås i farvertemperatur, der matcher glødepærens 2.700 Kelvin.
Alligevel hænger nogle fast ved de gamle pærer. Det mærker mange el-installatører.
– De sidste ti år er der sket en revolution på el-markedet i forhold til energibesparelser, både i den kommercielle belysning og i private hjem. Det stiller store krav til installationsbranchen om at forklare kunderne om de mange muligheder. Det gælder ikke bare nye løsninger, men også ombygning og energioptimering af gamle løsninger. Man kan godt være nostalgisk på en miljørigtig måde, siger han, men erkender også, at de nostalgiske danskere ikke behøver slippe deres “gamle lys” helt endnu.
– Mange internetbutikker sælger stadig glødepærer under navne som industripærer eller specialpærer. De omkring 750.000 “lagre” ude i de danske hjem kan altså stadig nå at blive fyldt op, påpeger Bo Odgaard.
Fakta:
16 procent af danskerne har stadig et lager af glødepærer i deres hjem.
16 procent har ikke et lager, men savner glødepærerne.
54 procent savner dem ikke.
14 procent ved ikke.