14. juni fejrer Jørgen Stenberg både sin 66-års fødselsdag og de første 40 år i Hans Følsgaard A/S. Og spørger man virksomhedens medarbejdere, er der i høj grad noget at fejre. Jørgen Stenberg er Følsgaards kultur, men selv peger han på kombinationen af strategi, fokus på retningen og dygtige folk som hemmeligheden bag virksomhedens succes. Igennem virksomhedens 95-årige historie har der kun været fem administrerende direktører. Og selv om Jørgen Stenberg runder de 66 samtidigt med sit 40-års jubilæum, så ligger pensionen fortsat et godt stykke væk i hans bevidsthed.
Fællestræk for virksomhed og direktør er interessen ned i detaljen og det dybe engagement i mennesket bag teknologien. Med sine over 70 ansatte er Hans Følsgaard A/S hverken en stor eller lille virksomhed – om end en genereret omsætning nær 750 millioner/årligt nok kunne indikere ”stor”. Alligevel kræver det et overblik at engagere sig personligt i 70 kollegers ve og vel, men det er netop dét, Jørgen Stenberg ifølge medarbejderne så effektivt har formået. Som medarbejder i virksomheden er man meget mere end bare ”et hjul i maskineriet”. Om det er en bevidst strategi, er svært at sige, men det tiltrækker og fastholder de dygtige folk i virksomheden, og det er guld værd for et handelshus, der gennem årene har udviklet sig til at kunne kalde sig en ”Teknikpartner”.
Jørgen Stenberg fejrer sit jubilæum 14. juni mellem 13.00 og 16.00 på Theilgaarden, Theilgaards Torv i Køge.