Forhandlingerne om mere udenlandsk arbejdskraft brød sammen mandag eftermiddag. Hele tanken om at hente flere medarbejdere uden for landets grænser deler i den grad vandet mellem Tekniq og Dansk Elforbund.
Hos forbundsformand Jørgen Juul Rasmussen er der ingen forståelse for den vej, som går mod mere udenlandsk arbejdskraft.
– Regeringen forsøger at åbne for udenlandsk arbejdskraft på vilkår, der ligger under gennemsnittet for en elektriker. Det undrer mig, og vi tager stærkt afstand fra det, siger forbundsformand, der vil understrege sine pointer på forbundets kongres, der finder sted i denne uge.
Også hos brancheorganisationen Tekniq er man ærgerlig. Ikke over udspillet, men det faktum, at forhandlingerne er brugt sammen.
– Vi står i en situation, hvor der er brug for flere hænder i blandt andet installationsbranchen. Når man ikke vil lempe reglerne om udenlandsk arbejdskraft, gør man det sværere end nødvendigt for de danske virksomheder. Det er uforståeligt og ærgerligt, siger Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør hos Tekniq.
Også hos Dansk Byggeri er man skuffede over sammenbruddet.
– Alting har en pris, og det har det her i høj grad også. Vi risikerer, at opsvinget mister pusten, fordi vi mangler hænder til at holde maskinerne i gang. Mister vi vækst, mister vi også velfærd, fordi der ganske enkelt bliver råd til mindre, og det rammer jo alt fra ældreplejen til folkeskolerne og store infrastrukturprojekter, der kan undgå, vi spilder tiden med at holde i lange bilkøer. Det er ærgerligt for Danmark, siger underdirektør i Dansk Byggeri, Louise Pihl.