Det er sin sag for Trafik- og Byggestyrelsen at få udbredt kendskabet til Byggevareforordningen (CPR) målrettet byggebranchen. Det nye regelsæt – en EU-forordning – trådte i kraft 1. juli 2016 og har sat nye standarder for materialer anvendt i byggeri.
Målet er at regulere grænserne for brandsikkerhed, og de nye standarder gælder alle materialer lige fra vinduer til stål og kabler. Hos Scankab Cables, der er en af landets førende kabelproducenter og leverandører, har man sat gang i en større oplysningskampagne inden for kabelområdet.
– Om man er installatør, rådgiver eller mellemhandler, så er det et krav, at man kender de nye standarder for kabler. Vi kan samtidig konstatere, at mange i branchen ikke er klar over, at Byggevareforordningen er trådt i kraft, og der nu er en overgangsperiode frem til 1. juli 2017, hvor standarderne skal være fuldt implementeret, siger Søren Porse, Business Development Manager, Scankab Cables på Fyn.
De nye standarder på byggemateriel er lavet for at skabe en harmonisering på tværs af EU. På kabelområdet er der tale om en regulering af grænserne for brandsikkerhed og farlige stoffer i kraft- og installationskabler anvendt i byggeriet, men standarderne omfatter ikke brandkabler.
Scankab Cables har i mange år efterlevet og produceret kabler efter de nye standarder hos deres spanske samarbejdspartner Top Cable. Derfor er man også klar til at rådgive branchen.
– Vi ser det som vores opgave at hjælpe både installatører og rådgivere med at gøre de nye standarder letforståelige, så de også har vished for, at de vælger kabelløsninger, som lever op til fremtidens lovkrav. Vi er derfor i gang med at sende information ud til vores samarbejdspartnere, siger Søren Porse, der ser mange fordele ved den nye byggevareforordning.
– Standarderne giver en større gennemskuelighed for slutbrugeren, der nemmere kan sammenligne kabler fra forskellige producenter og derved vælge det helt rigtige kabel til en given opgave. I byggeriet er sikkerhed den vigtigste faktor og ved at skabe gennemskuelighed, så installatøren kan vælge de sikreste kabler, kan Byggevareforordningen være med til at hindre arbejdsulykker og dødsfald.
Reglerne stiller selvsagt også store krav til kabelproducenter som eksempelvis Scankab Cables, som skal sørge for tests udført af tredjepart, ligesom der skal være dokumentation i form af CE-mærkning printet på alle kabler, CE-labels påført alle tromler, ringe osv. Endelig skal hvert kabel være udstyret med en Declaration of Performance (ydeevnedeklaration), som lister op, hvilket produkt der er tale om, anvendelsesformål, kablets klassificering og kontrolsystem.
Fakta om den nye standard for kabler:
Den 1. juli 2017 træder de nye standarder i Byggevareforordningen (CPR) i kraft, og overgangsperioden begyndte 1. juli 2016. Den tidligere standard IEC 60332-3 og alle underkategorier erstattes af EN 50575, som indeholder syv underinddelinger: Aca, B1ca, B2ca, Cca, Dca, Eca, Fca. De fire klassificeringer B2, C, D og E gælder direkte for elektriske kabler, mens B2 og C har størst modstandsdygtighed over for brand og D og E giver et mere grundlæggende sikkerhedsniveau.