Messecenter Herning (MCH) er for alvor ved at varme op til efterårets store teknologi- og industrimesse hi[17], der finder sted den 3.-5. oktober. På et kick-off-møde kunne projektchef hos MCH, Mona Jacobsen, afsløre, at messens primære fokus er digitalisering.
Under overskriften ”hi[17] samler hele industrien” vil messen bl.a. byde på faglige events og konferencer, der har sigte på fremtidens teknologier. Mængden af udstillere, der har tilmeldt sig i år, nærmer sig niveauet fra 2015, der talte 609 virksomheder. Fra udstillernes side har MCH også mærket stor tilfredshed med, at messen er flyttet ca. en måned længere ud på året. Dermed kolliderer udstillernes forberedelser langt mindre med sommerferieperioden. I 2015 havde messen ca. 17.000 besøgene.
Også i år vil vindmølleindustrien være en del af hi-messen med den internationale konference og udstilling Wind Energy Denmark 2017, som er Danmarks største vind-event. Vindmølleindustriens Anders Dalegaard gennemgik mulighederne for at blive langt klogere på de teknologiske fremskridt, markedet og de udviklingstrends man ser.
Wind Energy Denmark 2017 åbner allerede dagen inden hi[17] og løber i dagene 2.-3. oktober. Har man som udstiller interesse for det, opfordrede Anders til, at man jo kunne tage sig en pause fra standopbygningen den 2. oktober og komme over og hilse på i hal F.
Hal F vil efterfølgende være rammen om Technomania, der havde sin debut på hi[15]. Technomania var en kæmpe succes i 2015 og er i år derfor udvidet til at løbe over to dage fra den 4.-5. oktober. IDA’s direktør Aase Rohde fortalte med stor begejstring om alt, hvad man vil kunne opleve af flyvende droner, robotter, virtual reality, demolabs, start ups, work shops og meget mere.