Igen i år må mange gå forgæves efter penge fra bredbåndspuljen, oplyser Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. 21 kommuner fordelt rundt om i hele landet har søgt om i alt 150 mio. kr. – eller næsten fire gange så mange penge, som der er i puljen i år.
– Bredbåndspuljen er populær som aldrig før, og der er virkelig rift om pengene. Bredbåndspuljen løser ikke alle dækningsproblemer, men den er en fremstrakt hånd til dem, der har ondt i internettet. For at de kan få hjælp, kræver det, at de selv gør noget aktivt for at samle sig og søge om støtte. Når jeg ser ned over Danmarkskortet og fordelingen af ansøgninger, så glæder det mig, at der er ansøgninger og lokalt engagement rundt om i hele landet, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).