Dansk Byggeri er klar med beredskab, der skal hjælpe bygge- og anlægsvirksomhederne med at forberede sig til de nye regler om persondata. Og det haster. Den nye persondataforordning træder i kraft den 25. maj.
Der er lavet skabeloner, som medlemsvirksomhederne kan bruge i forbindelse med arbejdet med persondataforordningen. Der er en skabelon til retningslinjer ved brud på sikkerheden for persondata, en samtykke-skabelon til medarbejdere eller kunder og en skabelon til at opfylde oplysningspligten for både ansatte og kunder.
– Man skal ikke undervurdere, at data om for eksempel cpr-numre er utrolig følsomme, og der ligger et stort ansvar i, at de bliver behandlet korrekt. Det hjælper vi vores medlemmer med, fordi det ellers kan blive en bekostelig affære for virksomhederne, siger afdelingschef i Dansk Byggeri Anja Bülow.
Hun minder om, at det er vigtigt, at medlemsvirksomhederne får styr på de nye indskærpede regler, inden de træder i kraft den 25. maj. Når den nye persondataforordning træder i kraft, får virksomhederne en række pligter, der skal overholdes. Hvis ikke, risikerer de i værste fald en bøde på op mod 20 millioner euro.
Kilde: Dansk Byggeri