Energikoncernen Ewii, der hidtil har været kendt som Trefor, har underskrevet en founding partner aftale med Københavns kommende multiarena Royal Arena i Ørestad. Aftalen, der er indgået med driftsselskabet DVE (Danish Venue Enterprise), er flerårig og er en direkte udløber af koncernens nye strategi for national og international ekspansion.
Med aftalen bliver Ewii totalleverandør af bæredygtig energi til Royal Arena, og energileverancen vil bestå af vindstrøm. Endvidere bliver Ewii Royal Arenas sparringspartner omkring optimal energianvendelse og energiledelse.
Med en placering midt imellem Rådhuspladsen og Københavns Lufthavn og med metro lige til døren og tog ganske tæt på er Royal Arena en byarena, og det har fra starten været et væsentligt ønske, at bygningen i sig selv bliver en attraktion. Der er således gjort rigtig meget ud af arkitekturen og æstetikken, og med en facade af glas og træfinner er der opnået en helt særlig åbenhed i bygningens udtryk.
Første spadestik til Royal Arena blev taget i 2013, og den officielle åbning vil være i 1. kvartal 2017. Royal Arena har et areal på 35.000 m2 etagemeter, og forventningen er 60-80 arrangementer og knap en halv million gæster om året. Royal Arena er designet til en topkapacitet på 16.000 tilskuere til koncerter og kan med sin fleksibilitet omdannes til sportsarenaer af enhver art.