I samarbejde med Huawei, der er verdens næststørste mobilproducent, er det lykkedes for lektor Ziwei Ouyang på DTU Elektro at udvikle en oplader, der er den mest effektive, verden endnu har set. Effektiviteten i opladeren er forbedret, så batteriet i for eksempel mobil eller pc i fremtiden kan oplades hurtigere og med brug af væsentlig mindre strøm.
– Med vores arbejde har vi skabt grundlaget for næste generations oplader til mobiltelefoner og bærbare pc’ere. Det er sket med en converter, der er 3-4 procent mere effektiv end dem, vi kender i dag. Det lyder måske ikke af meget, men har en fantastisk betydning for opladerens strømforbrug, siger Ziwei Ouyang.
Med den høje effektivitet sænkes energiforbruget væsentligt. Bare en enkelt procents mere effektivitet for alle mobiltelefoner på globalt plan, der er ca. 3 milliarder, svarer til 10 GW forbrug – eller den energi, der produceres af ca. 4.300 vindmøller. En forøgelse på 3-4 procent er derfor betydelig.
Huawei er da også meget tilfredse med det resultat, Ziwei Ouyang er kommet frem til. Det er lykkedes forskerne at presse frekvensområdet til det yderste ved at anvende ny kredsløbstopologi og magnetiske integrationsteknologier. Den nye teknologi kan indeholdes på en lille chip, der ikke er meget større end en mønt. Teknologien er endnu ikke implementeret i Huaweis mobiltelefoner, men det vil ske i løbet af de kommende år. Herefter vil brugerne opleve, at en mobil ikke længere har brug for en time til at blive ladet op, men kan nøjes med måske 20 minutter.
Kilde: DTU