OJ Electronics viser god vækst i omsætningen, viser det seneste regnskab. Nettoomsætningen i koncernen for finansåret 2015/2016 var på 258,9 mio. kr., hvilket svarer til en vækst i omsætningen på 10,5 procent. Det er en meget kraftig vækst, og den er primært skabt ved at investere i nye produkter. Det har tiltrukket nye kunder, og derfor har OJ Electronics haft stigende omsætning, selv om markederne som sådan stadig ikke oplever stor vækst.
Selve resultatet af den ordinære primære drift er på 12,6 mio. kr., der svarer til en overskudsgrad på 4,9 procent. Det betyder, at overskudsgraden er faldet i forhold til året før, hvor den var 6,7 procent.
– Som så mange andre virksomheder har vi været påvirket af årets valutaudsving. Samtidig har vi fortsat brugt mange penge på at udvikle nye produkter, som ruster vores forretning til de kommende år, forklarer administrerende direktør Erik Damsgaard.