Sikrings- og sikkerhedsfirmaet Actas A/S, med godt 100 medarbejdere, bliver nu en del af den nordiske sikringskoncern Prosero Security Group. Den nye ejerstruktur vil fremadrettet styrke virksomhedens konkurrenceevne og sikre kvalitativ vækst – både organisk og via opkøb. Kunder og medarbejdere vil ikke mærke ændringer, eftersom både ledelse, samtlige medarbejdere og afdelingerne i Aalborg, Skive, Aarhus, Fredericia, København og Hårlev fortsætter helt uden ændringer, ligesom også Actas-navnet vil fortsætte.
Fremover består Prosero Security Group således af 32 virksomheder med i alt 46 afdelinger – heraf seks med navnet Actas i Danmark. Prosero Security Group får dermed godt 600 medarbejdere i Norden og en omsætning på cirka 1 milliard kroner.
Som en del af aftalen overtager de nuværende ejerledere af Actas aktieposter i Prosero Security Group. Dermed understreges ønsket om professionel drift og fortsat ekspansiv udvikling i det danske selskab, der blev etableret ved en fusion i 2011.