Elektriker Kresten Josefsen kunne onsdag den 8. november 2017 tilføje titlen 25-års jubilar hos el-installatørvirksomheden Mariendal Electrics i Frederikshavn.
– Jeg kom i lære som 15-årig hos el-installatør Asger Larsen i Binderslev. Siden fulgte en periode på omkring 20 år, hvor jeg skiftede arbejdsgiver efter de mest interessante projekter. Nu har jeg været hos Mariendal i 25 år, og det har jeg ikke tænkt mig at ændre på, siger festens midtpunkt.
Mariendal-afdelingen i Frederikshavn har en historie, der går helt tilbage til 1920’erne, så de ansatte har mulighed for at prøve mange forskelige områder af faget.
– Vi stod for el-entreprisen i forbindelse med opførelsen af et nyt værksted hos Flådestation Frederikshavn. Det var en stor og spændende opgave, som jeg arbejdede fast på i 2½ år, fortæller han og fortsætter:
– Jeg kan godt lide variationen og selvstændigheden i mit arbejde. Især kan jeg godt lide, når jeg bliver kaldt ud på marine- eller industriopgaver. Det er der god faglig udfordring i.
Selv om jubilaren holder af arbejdet hos Mariendal, bliver der blandt andet også tid til lange cykelture i fritiden og rejser i Europa sammen med konen.