
Efter mere end 30 år i spidsen for bott-danmark, der udvikler og producerer værkstedsindretning, systemarbejdspladser og bilindretning, overlader Tom Krautwald nu sit livsværk til sønnen Jesper Krautwald.
– Jeg fylder 67 år til næste år, så nu finder vi tiden rigtig til at lave et generationsskifte i bott-danmark, siger Tom Krautwald. Generationsskiftet betyder dog ikke, at han nu lader sig pensionere på fuld tid, men vil fortsat være tilknyttet firmaet.
bott-danmark har gennem årene vokset sig større og har nu adresse på Mandal Alle i Middelfart, som firmaet byggede i 1996.
Det er her, Jesper Krautwald, som er uddannet speditør, nu overtager chefstolen, og han er godt forberedt på opgaven. Han har gennem en årrække betjent kunderne på Sjælland og i Sverige. Som et led i den løbende generationsskifteproces kom Jesper Krautwald til kontoret i Middelfart.
– Jeg er stolt over at få lov til at føre bott-danmark videre, og er godt tilfreds med, at jeg fortsat kan trække på min fars erfaring i hans konsulentrolle, siger Jesper Krautwald, som i mange år været i bestyrelsen for VOV Brancheforeningen for værktøj og værktøjsmaskiner.