En af de største ændringer for mange elbilsejere er, at man ikke bare kan betale for opladningen med sit betalingskort, som tilfældet er med benzin og diesel, men må hive diverse ladebrikker frem eller tumle rundt med en række apps.
Prisen på en kWh fremgår heller ikke med samme tydelighed, som prisen på de fossile brændstoffer. Derimod kan prisen svinge ganske gevaldigt – en prispolitik, som næppe ville gå, hvis man præsenterede den for de millioner af bilister, der kører fossilt.
Det er ikke bare danske elbilister, der af og til forbander det langt væk. Også i Sverige må elbilister igennem det samme ståhej. Men kun et stykke tid endnu.
Bilbranchen er nemlig på vej med en samlet og ensartet betalingsløsning, der skal gælde og være ens på samtlige ladestandere – uanset udbyder.
Løsningen er endnu ikke præsenteret, men skulle indeholde noget med QR-kode. Om det dermed stadig er bøvlet – bare lige bøvlet overalt, er derfor stadig uklart.
Kilde: svt