
Netselskabet Radius er på vej med millionkrav til ejere af en række spisesteder i Storkøbenhavn. Efter at have gennemført razziaer viser det sig nemlig, at mange spisesteder stjæler strøm til de dyre pizzaovne og varmelamper.
De manglende betalinger for det store el-forbrug kommer alle de andre forbrugere derfor til at hænge på.
– Vi kan selvfølgelig ikke acceptere, at nogle kunder vælger at snyde, og derfor slår vi hårdt ned på strømtyveriet. I de seneste razziaer mod spisesteder i hovedstadsområdet har vi fundet strømtyveri hos flere end hver tredje af de undersøgte cafeer og pizzariaer. Virksomhederne skal vide, at vi arbejder tæt sammen med politiet, og når vi opdager strømtyveriet, så fører det til store bøder og i nogle tilfælde også fængselsdomme, siger fortæller Cäthe Bay-Smidt, funktionschef i Radius.
Det seneste år har Radius’ driftsselskab Nexel ansat flere medarbejdere for at styrke indsatsen mod strømtyveriet. Selvom Nexel nu opdager flere sager med tyveri end tidligere, så mener Bo Danielsen, funktionschef i Nexel, ikke, at man er ved at komme problemerne til livs.
– Vi finder desværre rigtig meget tyveri, når vi for eksempel sætter ind med razziaer. Nogle gange er det spisesteder med samme ejere, hvor tyveriet nærmest virker som en indlejret del af forretningsmodellen. Heldigvis bliver vores værktøjer hele tiden bedre til at opdage den systematiske snyd hos både private og virksomheder, siger han.
Bo Danielsen understreger, at der er en stærk mistanke, når netselskabet rykker ud med en razzia målrettet grupper af virksomheder.
Det kan være på baggrund af analyser af netselskabets forbrugsdata, men det kan også være værdifulde tip fra borgere. Derfor opfordrer han alle til at kontakte deres netselskab, hvis de har en mistanke om strømtyveri.
Han tilføjer, at alle henvendelser med mistanke om strømtyveri til netselskabet bliver undersøgt, og at det kan ske anonymt.
Kilde: Radius

