Organisationen SMVdanmark vil have trepartsaftalen til revision – og det skal være nu. Baggrunden er, at aftalen ganske enkelt ikke leverer de nødvendige uddannelsesaftaler, den skal, mener uddannelsespolitiske chefkonsulent Heike Hoffmann.
– De små og mellemstore virksomheder uddanner lærlinge og vil gerne blive ved med det. Men vi har brug for, at flere virksomheder tager ansvar for at oprette praktikpladser. Under 20 procent af de danske virksomheder uddanner lærlinge, og det er de store, der med AE Rådets ord kryber uden om ansvaret. Det er de udfordringer, Trepartsaftalen blandt andet skulle løse, påpeger hun.
Hun understreger, at selve hensigten med aftalen ikke fejler noget. Det er selve konstruktionen, der er noget galt med.
– Tanken og målsætningen bag Treparten om, at virksomheder uden lærlinge skal betale, mens virksomheder med lærlinge får bonus, er SMVdanmark sådan set helt enig i. Vi kan bare se, at konstruktionen ikke virker: Der kommer ikke flere praktikpladser af, at store virksomheder indbetaler millioner til AUB-ordningen, hvis ikke de virksomheder, der tager uddannelsesansvaret, kan mærke bonusserne på økonomien. Gulerødderne er med andre ord alt for små, siger Heike Hoffmann, der har tre konkrete forslag til, hvordan en aftale der kan sikre flere lærlinge, kan se ud:
• En startbonus, når uddannelsesaftalen indgås, så der er en økonomisk belønning til virksomheden i perioden med startomkostninger
• Dækning til 100 procent af alle udgifter under skoleophold – løn, transport og alle andre udgifter
• Mærkbare økonomiske bonusser, der ikke udbetales 12-18 måneder efter, at lærlingen er begyndt i virksomheden.