
Det kan ende med med at blive en administrativ byrde for de virksomheder, som skal opfylde de nye EU-krav om virksomhedernes rapportering om bæredygtighed.
Sådan behøver det dog ikke være, mener man hos Dansk Industri, der er begejstret over regeringesns forslag om at fjerne bøvl og byrder fra rapporteringen.
– Det er afgørende, at de nye EU-krav om virksomheders rapportering om bæredygtighed ikke bliver en byrde for virksomhederne og hæmmer den grønne omstilling. Det er jo det stik modsatte af intentionerne, siger vicedirektør og chef for erhvervsjura- og rapportering, Kim Haggren, DI.
Automatisering og digitalisering af bæredygtighedsrapportering kan ifølge DI bidrage til at reducere bureaukrati og ressourceforbrug for virksomheder, samtidig med at det sikrer pålidelige og kvantitative data.
Derfor mener organisationen også at EU bør lytte til Danmark og inddrage de danske erfaringer
– Det er afgørende for virksomhedernes konkurrenceevne, at det sikres, at standarderne er realistiske og gennemførlige for virksomheder i hele EU. Ved at lette byrden for virksomhederne kan vi sammen fremme den grønne omstilling og sikre en bæredygtig fremtid for dansk og europæisk erhvervsliv, siger Kim Haggren.
DI opfordrer til, at rapporteringen baseres på data, der enten automatisk kan indhentes fra virksomhedernes interne systemer, eller et setup, der gør det nemt for virksomhederne at afrapportere, og hvor de samme data ikke skal indtastes flere forskellige steder i forskellige formater. Ved at fokusere på automatisering af data kan vi sikre en mere effektiv og nøjagtig indsamling af data, samtidig med at vi mindsker den administrative byrde for virksomhederne.
Kilde: Dansk Industri