Marta Victoria, lektor ved Institut for Mekanik og Produktion på Aarhus Universitet, er blevet hædret med den prestige pris Stuart R. Wenham Young Professional Award.
Baggrunden er hendes forskning indenfor energimodellering og solcellesystemer.
Det betyder meget for mig at modtage prisen, og det betyder, at min forskning anses som meget betydningsfuld og relevant for den globale forskning og udvikling inden for området. Det er en stor ære, og jeg var glad for samtidig at blive inviteret som hovedtaler til konferencen, hvor jeg fortalte om de seneste 3-4 år af min forskning, der primært har fokuseret på udfordringerne ved at opnå en høj andel af solenergi i vores energinet, siger Marta Victoria.
Marta Victora leder forskningsgruppen Solar Photovoltaics and Energy Systems Modelling ved Aarhus Universitets Institut for Mekanik og Produktion.
Forskningsgruppens formål er at undersøge fremtidige solcellekoncepter og -systemer, samt hvordan man kan integrere disse i store mængder i energinettet for at afbøde klimaændringer. Gruppens forskning har ført til betydelige bidrag på området, eksempelvis en større forståelse for solcelleteknologiens reelle mulighed som driver for hele den grønne omstilling af vores energisystem.
Solcelleteknologien har nået en modenhed, der betyder, at vi i dag kan tillade os at stille spørgsmål til omstillingen af vores energisystem, som vi ikke kunne for få år tilbage. Det er en teknologi, der udvikler sig meget hurtigt, og den får meget stor betydning for vores grønne fremtid. Solenergi kan hjælpe med at dekarbonisere vores elektricitet, men også transport- og industrisektoren. Det kan endda bruges til at drive CO2-opsamlingsteknologier, siger Marta Victoria.
Prisen gives som anerkendelse til personer, der har ydet væsentlige bidrag til videnskaben og teknologien inden for fotovoltaisk (solceller) energikonvertering, herunder arbejde med materialer, enheder, moduler og/eller systemer. Prismodtageren er ligeledes førende på området. Prisen uddeles på den årlige IEEE Photovoltaic Specialists konference.
Kilde: Aarhus Universitet