
Manglen på kvalificerede medarbejdere er en reel udfordring for mange virksomheder. Samtidig står en stor gruppe mennesker med handicap klar til at tage fat, men har ofte svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
Det vil en ny alliance mellem erhvervsorganisationen TEKNIQ og Danske Handicaporganisationer nu ændre på ved at skabe fælles synlighed om dagsordenen.
Det handler grundlæggende om at matche virksomhedernes behov for dygtige kolleger med det store uforløste potentiale, der findes hos mennesker med handicap.
– Vi skal turde kigge bredere og se styrken i forskellighed. Virksomhederne i det tekniske erhvervsliv mangler kolleger, men hvis vi skal løse fremtidens opgaver, er det nødvendigt at sikre, at der også er plads til dem, der falder uden for det, man traditionelt kalder “normalen”. Vi har brug for alle, der kan og vil bidrage, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ.
Et uforløst potentiale
Der er cirka en million danskere med et handicap. Mange er allerede i job, men der er plads til endnu flere. Derfor lyder partnerskabets hovedbudskab også ganske enkelt: “Tiden kalder. På et arbejdsmarked. Med plads til flere.”
– Tænk hvis vi for alvor begyndte at se mennesker med handicap som en del af løsningen og ikke som en udfordring. Så ville vi ikke bare give flere en plads i arbejdsfællesskabet, vi ville også frigøre et kæmpe potentiale for både virksomheder og samfund. Tiden kalder på et arbejdsmarked med plads til flere, siger Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.
Kilde: Tekniq

