Udrulningen af ladestandere tager mere og mere fart, men det sker de steder, hvor det kan betale sig at opsætte ladere. Det er langs motorvejene, på tankstationer, supermarkeder og andre steder, hvor mange kommer forbi.
Derimod går det langsommere ude på landet. Her vil der, i sagens natur, ikke være det samme tryk på ladestanderne, al den stund, at der kommer færre forbi. I ydreområderne er det altså ikke nær så attraktivt at opsætte ladestandere.
Det mener Drivkraft Danmark, at der skal ændres på
Skal det være attraktivt for alle danskere at køre i elbil, skal der være god ladeinfrastruktur over hele landet – også selvom de fleste primært vil oplade hjemme eller på arbejdspladsen. Selvom Drivkraft Danmarks oversigter viser, at der også kommer lynladere i yderområderne, er det stadigvæk langs hovedvejene og i de store byer, at der åbner langt flest lynladestationer. Det bør indgå i overvejelserne, inden politikerne bruger flere offentlige støttekroner til at understøtte lademarkedet bredt, siger Jacob Stahl Otte, direktør i Drivkraft Danmark.
Derfor bør politikerne se på den støtte, som gives til ladestandere. Giver det mening at sende penge i halen på ladestandere, hvor markedskræfterne og indtjeningsmulighederne havde gjort, at den var sat op alligevel.
Det mener Drivkraft Danmarks direktør ikke.
I stedet for brede støttepuljer bør politikernes hovedfokus fremadrettet være på at skabe gode rammer for et åbent og landsdækkende ladenetværk med mange ladeoperatører, gennemsigtighed, stærk priskonkurrence og tilgængelighed for alle. Det vil gøre det langt nemmere at være elbilist, fordi man ikke skal køre omveje for at finde en ladestander fra en bestemt operatør, hvor der ofte også er kø. Det vil også gøre det langt billigere at sikre den nødvendige ladeinfrastruktur, fordi de forskellige ladeoperatører både konkurrerer og supplerer hinanden over hele landet – ligesom vi kender det fra brændstofmarkedet.
Kilde: Drivkraft Danmark