Det var ikke just opmuntrende, da Sikkerhedsstyrelsen var på eltjek hos 102 danske campingpladser i 2021. Skadede eltavler, kabler på tværs af vejene eller ikke korrekt jordforbindelse til diverse elmateriel i fælleskøkkener.
Det er forhold, som ejeren af campingpladsen har ansvar for at holde i orden, men det kan være campinggæsterne, det går ud over, hvis fejl eller skader giver stød eller er årsag til en brand.
Derudover er der også nogle sikkerhedsmæssige forhold, som campisterne skal tage højde for.
Du har selv ansvar for, at du bruger de rigtige kabler, når du slutter el til din campingvogn. Det skal være forlængerledninger, der er egnede til udendørs brug, så de kan tåle vind og vejr uden risiko for kortslutninger. Du skal også sørge for, at ledningerne ikke placeres på steder, hvor de kan få skader, fordi de ligger på et trafikeret sted eller fordi de kan komme i klemme i fx en døråbning, siger kontorchef Søren Assenholt Muff fra Sikkerhedsstyrelsen.