Sund & Bælt er i gang med en omfattende udskiftning af oprindelige lyskilder til energibesparende LED på tværs af koncernens anlæg. Udskiftningen begynder i den trafikerede Tårnbytunnel på Amager, og det vil føre flere grønne gevinster med sig.
70.000 køretøjer passerer hver dag gennem Tårnbytunnelen. For at sikre, at bilisterne har optimalt udsyn og overblik, er tunellen udstyret med ca. 1.800 lysarmaturer. Når de nuværende armaturer henover det næste år udskiftes til LED, giver det store energibesparelser samtidig med, at vedligeholdelsesfrekvensen kan reduceres.
Vi forventer at spare 6,3 GWh i løbet af lysenes estimerede levetid på 11 år. Det svarer til 4.000 personers elforbrug i et helt år, siger Bjarne Jørgensen, Direktør for Teknisk Drift & Vedligehold.
Udover at udskiftning til LED reducerer energiforbruget, så er en anden gevinst, at der også bliver mindre vedligehold og dermed lavere omkostninger. Det betyder i sidste ende, at sikkerheden øges for de medarbejdere, som skal arbejde med det fremtidige vedligehold. Samtidig øges trafiksikkerheden.
Mens de eksisterende anlæg løbende optimeres, tænkes ny teknologi ind fra start i fremtidige anlæg. Når Femern-forbindelsen åbner i 2029, vil der fra start være tænkt energieffektive lyskilder ind. Ambitionen er, at drift af tunnelen skal være CO2-neutral, og strømforbrug til alle lyskilder vil være dækket af grøn strøm.
I Sund & Bælt ser vi hele tiden på, hvordan vi kan øge bæredygtigheden ved at optimere på vores anlæg. Da der er tale om ganske store anlæg, er der også en tilsvarende stor gevinst ved at vælge mere energieffektiv kilder til vores belysning, påpeger Bjarne Jørgensen.
Kilde: Sund & Bælt