
De nye barselsregler er trådt i kraft. Udover at reglerne giver øremærket barsel til fædre, kan det også give travlhed på landets virksomheder.
Har man blot én ansat – eller flere – skal ansættelseskontrakter og personalepolitikker stemme overens med de nye regler. I modsat fald kan det komme til at blive dyrt for virksomheden.
Det er utroligt vigtigt at få opdateret ansættelseskontrakterne. Arbejdsgivere, som har medarbejdere med ansættelseskontrakter, der indeholder ukorrekte oplysninger, risikerer nemlig at skulle betale medarbejderne godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis, og det kan blive en rigtig dyr fornøjelse for virksomheden, påpeger Louise Andersen, der er Legal Consultant hos Visma DataLøn,
Ifølge Louise Andersen er det vigtigt, at man er opmærksom på, at man får det hele med, når man opdaterer sine kontrakter og politikker. Det er en omfattende ændring, og får man ikke det hele med, er man lige vidt. Er man i tvivl om, hvad man i den forbindelse skal gøre, er rådet fra Visma DataLøn at søge hjælp hos juridiske eksperter.
Meget tyder i øvrigt på, at de nye muligheder vil blive brugt af langt de fleste fædre. Op imod 70 procent, viser en undersøgelse fra Egmont Fonden.