Der er travlt hos Nianet, der leverer fiberbaserede netværk og internetforbindelser til virksomheder, heriblandt Staten som i starten af 2012 gjorde Nianet til deres eneleverandør. For at udnytte den store fremgang tilføres Nianet nu 70 mio. kr. ekstra. Pengene skal bruges til at udnytte Nianets succes til en fordobling af omsætningen inden udgangen af 2016.
– Nianet har i de seneste år fremvist pæne nøgletal og er ikke tvunget ud i kapitalforhøjelsen af nød. Tværtimod er Nianet nu så veltrimmet, at virksomheden er klar til at øge hastigheden på erobringen af markedsandele, på et marked som vurderes som stærkt og attraktivt – ikke mindst takket være statsaftalen, der har givet Nianet et stærkt udgangspunkt for at tage andele fra konkurrenterne, fortæller Rune Bech, formand for Nianets bestyrelse.
– At overtage statens netværk efter TDC har været en stor opgave, som vi nu er kommet godt i mål med, fortæller Rasmus Helmich, adm. direktør for Nianet (billedet).
– Som følge af aftalen har vi udvidet vores infrastruktur i indre København, hvilket har bragt os nærmere en lang række virksomheder. Aftalen har også åbnet for dialog med andre offentlige virksomheder, skoler med flere, som kan få samme aftalevilkår som staten. Med de ekstra penge kan vi bedre udnytte vores succes til hurtig ekspansion med nye kunder., fortsætter Rasmus Helmich.
Der har været massiv opbakning fra ejerkredsen, som inkluderer 16 el-selskaber: EnergiMidt, Galten Elværk, GEV Fibernet, HEF Fibernet, MES, Noe Net A/S, Nord Energi, NRGi Fibernet, Nyfors Fibernet, SE, SEAS NVE Holding, Sydfyns Intranet, Thy-Mors Energi Holding, TRE-FOR Bredbånd, Verdo og Østjysk Energi.