I 2015 købte den norske belysningsproducent SG Armaturen Riegens og fremover vil samtlige Riegens-produkter blive solgt under navnet SG Armaturen. Ønsket er fremover at gå til markedet som ét brand og med branchens mest komplette portefølje af belysningsprodukter til både det private og det professionelle marked, hvor henholdsvis SG Armaturen og Riegens hver især har været markedsledende.
– Det, at vi nu går ud på markedet som ét brand, bliver klart et plus for vores kunder. Vi udvider vores standardsortiment til cirka 200 lagerførte, dokumenterede varenumre, hvilket vil lette indkøbsprocessen for vores kunder, da der fremover vil være nogle faste produktfamilier at falde tilbage på, siger SG Armaturens danske adm. direktør Terry Goldenbeck.
Han understreger, at SG Armaturen i øvrigt vil bibeholde et stærkt fokus på markedet for projektbelysning. Den del af forretningen skal fortsat serviceres fra Riegens’ fabrik i Odense, som fremover vil hedde SG Produktion.
– Sammen med vores kinesiske fabrik udgør fabrikken i Odense et stærkt fundament i forhold til at levere både standardvarer og kundetilpassede løsninger, siger Terry Goldenbeck, og fortæller, at der kommer turbo på de ambitiøse planer om tocifret organisk vækst.
Det skal ske ved at ansætte et større antal nye medarbejdere på tværs af organisationen.
– Det betyder, at vi får endnu bedre ressourcer til at komme ud i marken og rådgive vores kunder, uanset om der er tale om grossister, rådgivere eller installatører. For os er lys ikke bare lys, og det er vigtigt for os, at vi konstant løfter vores evne til at rådgive vores kunder om den rigtige løsning, blandt andet på LED-markedet, siger Terry Goldenbeck.
SG Armaturens meget roste garantiordning videreføres naturligvis også. Afhængig af produktet tilbydes der fem eller ti års garanti fra den dato, produktet tages i brug – og ikke fra købsdatoen.
– Vi synes ikke, det er seriøst kun at give to års garanti på for eksempel LED-lysning. Derfor lægger vi handling bag vores ord og tilbyder en reel produktgaranti – og ikke bare en reklamationsret, understreger Terry Goldenbeck.