
82 øre pr. kWh. Så meget landede den gennemsnitlige elpris på for januar, og dermed har prisen ramt sit højeste niveau siden februar, hvor prisen var oppe på 88 øre pr. kWh.
Dermed kan danskerne nyde ekstra godt af, at elafgiften er reduceret fra 90 øre til blot 1 øre i 2026 og 2027. I modsat fald ville januar 2026 haft den højeste pris i næsten ét år.
– En væsentlig del af forklaringen er selvfølgelig, at vi lige nu er midt i fyringssæsonen, hvor elpriserne traditionelt er høje. Derudover har vi i løbet af januar haft mange rigtig kolde dage, hvor forbruget og dermed også elprisen har været rigtig høj, siger Josefine Walter, der er kommerciel direktør i Andel Energi.
Udover generelt høje elpriser har danske elkunder i løbet af januar også oplevet temmelig svingende elpriser. Månedens billigste elpris faldt allerede 1. januar. Her var den rå elpris i løbet af døgnet nede på 1,8 øre per kilowatt-time – dog uden skatter, nettariffer mv.
Den højeste elpris faldt d. 20. januar, hvor elprisen sidst på eftermiddagen nåede op ca. 206,3 øre per kilowatt-time. For slutkunder svarede det til ca. 3,24 kr. inklusive skatter, tariffer, elafgifter mv.
Kaster man et blik på, hvornår danske elkunder kan få størst gavn af de svingende elpriser tegner der sig klart billede.
– Det er desværre i ydertimerne, hvor private elkunder har mindst brug for strøm, at priserne er lavest; om natten og i dagtimerne. Omvendt er det typisk om aftenen i den såkaldte kogespids mellem kl. 17 og 21, at både forbruget og de rå elpriser er højest, siger Josefine Walter.
Det gælder også for januar. Her topper elpriserne i timen mellem kl. 17 og 18, hvor gennemsnits-prisen for hele januar var ca. 112 øre per kilowatt-time. Omvendt er døgnets billigste time mellem kl. 4 og 5 om natten. Her er gennemsnitsprisen nede på ca. 60 øre.
Kilde: Andel Energi

