I dag er det næsten blevet et mantra, at den største trussel mod byggebranchen er manglen på kvalificeret arbejdskraft. Men alle er ikke helt enige i den udlægning.
– Det er noget sludder. Truslen er snarere, at håndværkerne står 33 procent af deres arbejdstid uvirksomme på byggepladserne. Den kvalificerede arbejdskraft er altså tilstede, hvis man begynder at udnytte den bedre. Det gør man ikke i dag, og det koster milliarder af kroner, og vi spilder tusindvis af mandetimer, siger Gunde Odgaard fra Bygge-, Anlægs- og Trækartellet (BAT) som oplæg til debatten ”Effektivisering af byggepladsen”, der finder sted på Byggeri’18 torsdag den 15. marts kl. 14.
I debatten vil Gunde Odgaard komme nærmere ind på, hvordan ledelse, kommunikation, logistik og samarbejde ifølge ham er fuldstændigt fraværende i byggebranchen samt komme med sine løsninger og perspektiver på, hvordan byggepladsen kan blive mere effektiv. Det vil ske i en diskussion med Niels Haldor Bertelsen, SBi/AAU Kbh., Byggeproces og Innovation, som har gennemført et logistikprojekt, der har undersøgt byggepladsens styring og logistik samt varetilgængelighed.
– Der mangler samarbejde mellem byggefolk og leverandører, håndværkerne er ikke uddannet i digitale værktøjer, og ofte tager man ikke ansvar for det samlede byggeris effektivitet – hverken i ledelsen eller blandt medarbejderne. Og så bruges tiden forkert. Hvorfor bruger man f.eks. to timer på at køre ned til tømmerhandlen for at hente manglende skruer, hvis man i stedet kan få sendt en pakke hurtigt ud til en langt billigere pris? Der er masser af lavt hængende frugter, så det gælder bare om at åbne øjnene for det, siger Niels Haldor Bertelsen.
Det er Brancheforeningen Danske Byggecentre, der arrangerer Byggeri’18, som står bag debatten.
– Vi håber at skabe en livlig debat, som både kan inspirere, provokere og fremadrettet hjælpe byggebranchen til at få øjnene op for nye arbejdsprocesser og løsninger, der kan spare branchen for penge og sikre et bedre byggeri, siger Palle Thomsen, adm. direktør for Brancheforeningen Danske Byggecentre, der selv kommer til at indlede og afrunde debatten.