
Jesper Hjulmand, adm. direktør i Andel, har meddelt, at han stopper som leder af bestyrelsen i Green Power Denmark i forbindelse med den kommende generalforsamling.
– Vi skylder Jesper Hjulmand en kæmpe tak for at have taget lederskabet i at etablere én fælles forening for den grønne energisektor og for at have styret foreningen gennem de første fire år, siger adm. direktør i Green Power Denmark Kristian Jensen.
Green Power Denmark står i dag som et fagligt fyrtårn på energiområdet. Organisationen har håndteret energikrisen i 2022, det stigende elforbrug, med succes kæmpet for at få nedsat elafgiften, gjort Danmark mere uafhængigt af importeret energi og samtidig bevaret vores styrkeposition inden for energihandel, vindmølleindustrien og energiproduktion.
Green Power Denmark blev etableret i marts 2022 ved en fusion af Dansk Energi, Wind Denmark og Dansk Solkraft. Organisationen har i dag over 1.300 medlemmer fra hele værdikæden af grøn energi.
– Jesper Hjulmand har været formand for Dansk Energi og siden Green Power Denmark i sammenlagt 20 år. Han har sat et kæmpe aftryk på organisationerne og den danske energisektor. Vi fortsætter samarbejdet frem til generalforsamlingen i maj, hvor der bliver valgt en ny leder af bestyrelsen, siger Kristian Jensen.
Green Power Denmark afholder generalforsamling i forbindelse med topmødet den 19 maj i K.B. Hallen.
Kilde: Green Power Denmark

