
Trods stigende elpriser i 2. halvår af 2021, var der færre som fik slukket for strømmen grundet manglende betaling.
Det viser Forsyningstilsynets årlige opgørelse.
I 2021 var der 24.465 afbrydelser, mens der blev slukket for kontakten 25.688 gange i 2020. Det høje tal i 2020 skyldes formentligt, at flere elhandelsvirksomheder havde optimeret deres it- og rykkerprocesser
Priserne på el begyndte at stige markant i løbet af anden halvår af 2021. Vi kan med den nye opgørelse konstatere, at det ikke har medført tilsvarende stigninger i antallet af manglende betalingsevne med deraf følgende strømafbrydelser, siger Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt.
Forsyningstilsynet har til opgave at overvåge udviklingen i antallet af forsyningsafbrydelser på el-området for at skabe åbenhed og for at tage stilling til, om der er behov for at beskytte økonomisk sårbare forbrugere. Udviklingen i den seneste opgørelse giver således ingen indikation af, at der på nuværende tidspunkt skulle være behov for at sætte ind i forhold til økonomisk svage grupper på grund af manglende sikkerhedsstillelse eller betaling.
Kilde: Forsyningstilsynet