Esbjerg Kommune vil tage et grundigt kig på deres kommunale plan for, hvor vedvarende energianlæg som solceller og vindmøller kan placeres.
Baggrunden er, at kommunen er bagud i forhold til ambitionen om at være CO2-neutral i 2030 i forhold til klimaplanen DK2030. Planen viser, at man mangler 43 store vindmøller eller 1.600 ha solceller.
Vi har en ambition om, at Esbjerg Kommune går forrest i den grønne omstilling. Selvom vi fra kommunal side arbejder aktivt for at få etableret solceller på tage, så må vi erkende, at kun en lille del af behovet kan løses ad den vej. Der skal simpelthen findes plads til nye vedvarende energianlæg, forklarer Jørgen Ahlquist, formand for Klima- og Miljøudvalget.
I første omgang handler det om, at kommuneplanens retningslinjer for solceller og vindmøller skal opdateres. Først senere begynder arbejdet med at finde ud af, hvor anlæggene skal placeres.
Anlæggene til vedvarende energi vil være synlige i fremtidens landskab. Derfor er det vigtigt, at vi gør os umage med at finde de rigtige arealer og de bedste projekter i dialog med både lokalsamfund og projektudviklere. Erfaringer fra andre steder viser, at energiprojekter har potentiale til at skabe nye rammer for friluftslivet, genoprette naturområder og bidrage med et markant økonomisk løft til lokalsamfundene. Det skal vi lære af, uddyber Henning Ravn.
De kommende retningslinjerne skal dels åbne for større solcelleparker og vindmølleprojekter, men de skal også afspejle de krav, som projekterne skal leve op til. Der vil blive stillet krav til både anlæggenes placeringen og udformning. Herudover vil der komme retningslinjer for lokalt ejerskab og lokal forankring.
Esbjerg Kommune efterlyser gode ideer og forslag til planlægningen via kommunens høringsportal på esbjerg.dk, og høringen løber indtil den 27. november 2022.
Når høringen er afsluttet, udarbejdes der et planforslag, som efter politisk behandling kommer i en ny høring på otte uger. Herefter vil planforslaget kunne vedtages med de ændringer, der eventuelt indarbejdes som følge af høringen.
Kilde: Esbjerg Kommune