EPD, Environmental Product Declaration, er normalt en analog størrelse, men de digitale udgaver, der er i kraftig vækst, kan få stor betydning, når rådgivere skal beregne bygningers klimapåvirkning.
Vi oplever en stor efterspørgsel efter digitale EPD’er. Det ser vi som et udtryk for, at de aktører, der anvender EPD’erne – typisk rådgivere og større entreprenører – har brug for at få EPD’erne ind i deres projekteringsproces, siger Martha Sørensen, sekretariatsleder i EPD Danmark.
Forventningerne til EPD’erne, og hvad de skal kunne, stiger altså i takt med skærpede klimakrav og udbredelsen af bygningscertificeringer.
Hos EPD Danmark er de forberedt på, at den nye virkelighed kræver, at EPD’er ligger i et digitalt format, som rådgiverne kan integrere i deres proces, og som i øvrigt harmonerer med den internationale udvikling i standarder.
Som led i et projekt, støttet af Grundejernes Investeringsfond og Realdania, har EPD Danmark derfor netop haft fokus på at digitalisere EPD’erne i databasen. Resultatet herfra er, at alle de EPD’er, der lå i EPD Danmarks database i sommeren 2021 nu findes i digital form.
Den klassiske EPD er en relativt analog størrelse, altså en pdf-fil med tabeller og oversigter over miljøeffekter. Ved at digitalisere EPD’erne kan vi operationalisere de data, vi har, og tilpasse dem til de værktøjer, som rådgivere bruger til at lave livscyklusvurderinger for bygninger i, siger Martha Sørensen.
Helt konkret er et antal EPD’er fra databasen nu tilpasset LCAbyg, som er et udbredt værktøj til beregninger af bygningers klimaaftryk. Værktøjet forventes at få en endnu større rolle fremadrettet grundet det kommende danske klimakrav til alt nybyggeri.
Hvis en EPD-bruger ønsker at anvende en EPD, hvor der ikke er tilknyttet en LCAbyg fil, skal de i dag først finde en EPD ved programoperatøren (f.eks. EPD Danmark) og derefter manuelt indtaste miljødata i LCAbyg. Med de digitale EPD’er bliver denne proces væsentligt mere smidig.
Men selv om vi ser en rivende udvikling på området i disse år, er der ifølge Martha Sørensen et fortsat arbejde med at styrke digitaliseringen. Der er behov for mere viden om EPD-brugernes behov og for oplysning
Vi er ikke i mål endnu. Dels skal vi komme tættere på EPD-brugernes behov, og hvordan vi kan hjælpe med at imødekomme dem. Dels har vi en stor opgave med at oplyse om de muligheder, der allerede ligger i dag, hvor det fx er muligt at hente digitale EPD’er fra ECO Portal og fra EPD Danmarks database, Martha Sørensen.
Kilde: EPD Danmark