
Fra i dag kan Clever One-kunder lade på Evinys danske ladenetværk med 220 ladepunkter uden ekstra omkostninger. Aftalen styrker især mulighederne for at lynlade med 126 nye lynladepunkter, heraf 28 ved Drejebænken i Odense.
Samarbejdet sikrer Clever-kunder endnu bedre muligheder for at lade i landets større byer og ved centrale trafikknudepunkter på tværs af Danmark. Særligt de mange lynladere i København, Holbæk, Odense, Aarhus og Varde vil ifølge Clever øge kapaciteten og gøre opladningen mere fleksibel i områder med stigende efterspørgsel.
– Med Eviny-samarbejdet udvider vi ladeuniverset for Clever One-kunder, som nu får adgang til endnu flere lademuligheder i de større byer og på farten ved attraktive ladelokationer. Det giver vores kunder både mere frihed og større fleksibilitet i deres hverdag med elbil. Samtidig udnytter vi den eksisterende ladeinfrastruktur endnu bedre, så flere elbilister får glæde af den, siger Mathias Sukstorf Langkilde, ansvarlig for strategiske partnerskaber hos Clever.
Eviny har de senere år etableret et ladenetværk på tværs af Danmark og planlægger at fortsætte udbygningen. Aftalen med Clever er et vigtigt skridt til at udnytte den eksisterende kapacitet, hvilket kan fremskynde investeringerne i ny ladeinfrastruktur.
– Samarbejdet med Clever vil bringe flere elbilister til vores lynhurtigere ladestandere, øge udnyttelsen og fremskynde investeringerne i nye ladepunkter. Vi har allerede etableret en række stærke ladelokationer i de større byer og fortsætter udbygningen i takt med, at antallet af danske elbiler stiger. I februar åbner vi blandt andet en ny lynladestation i Aarhus-området, så vi fremover får tre stationer dér. Vores store lynladestation på Drejebænken i Odense bliver samtidig et godt supplement til Clevers placering lige ved siden af og vil kunne aflaste i de travle perioder, siger Bo Nielsen, Country Manager hos Eviny.
Kilde: Clever

