
Bygge-branchen fik sig en over trynen i marts, hvor der var over 90 konkurser. Helt anderledes er det gået i april, viser tal fra Creditsafe Danmark.
Måneden bød på næsten en halvering.
– Byggeri og Anlæg er den branche, vi ser som en markør for samfundsøkonomien, og den kommer styrket ud af april med 51 konkurser mod 93 i marts, kommenterer Morten Kofoed-Larsen, Country Manager i Creditsafe Danmark.
Dermed svarer niveauet i år nogenlunde til året før, dog med en lille positiv tendens, når man ser på antal personer, der mistede deres job indenfor bygge- og anlæg.
I 2022 var det 421, mens det i april i år var faldet til under 400, nemlig 396.
Trods de gode tal, der peger mod noget mere positivt, er Morten Kofoed-Larsen ikke villig til at afblæse krisen. Hertil er der stadig alt for mange ubekendte.
– Er krisen så afblæst? Det tør jeg ikke lægge hovedet på blokken for. For få uger siden var konkurstallene stigende, og alle forventede, at året ville blive tungt. Der er krig i Europa, og medarbejdermangel, siger Morten Kofoed-Larsen.
Og det er ikke bare begivenheder i den store verden, der kan påvirke virksomheder i den kommende tid.
– Til det komplekse billede skal vi huske, at mange stadig har en Corona-gæld at betale tilbage. Ifølge Dansk Industri mangler danske virksomheder stadig at tilbagebetale 6,3 milliarder kroner, påpeger Morten Kofoed-Larsen.
Han glæder sig dog over, at inflationen er stagnerende, og at forbrugertilliden er øget.
Kilde: Creditsafe Danmark.